Medborgerskab i Rundhøj

Det seneste stop på Digital Bydels turné rundt i Aarhus er Rundhøj. Her er to containere blevet omdannet til et hyggeligt mødested for de lokale, der i længere tid har arbejdet på at styrke Rundhøj som et lokalområde. Containerne er blevet ombygget af lokale borgere fra Rundhøj sammen med arkitekt Eske Bruun, så det nu blandt andet er elektricitet, varme møbler, kaffemaskiner og endda en tagterrasse.

Det nye mødested på Rundhøj Torv bliver kaldt Omdrejningspunktet. Det er et resultatet af, at borgere og erhvervsliv er gået sammen med Aarhus Kommunes Medborgerskab og Miljø & Teknik om at skabe dialog og bringe folk tættere sammen i Rundhøj.

Borgere og Aarhus Kommune vil sammen udforme fælles oplevelser og aktiviteter i Rundhøj. Digital Bydel er med for at virkeliggøre denne målsætning. Vi ønsker at være med til at udvikle et byrum med fokus på aktiv medborgerskab og masser af fælles oplevelser.

Digital Bydels byrumsinstitutioner er placeret i Rundhøj fra december 2017 til april 2018. Installationerne er med til at skabe synlighed og indsamle borgernes egne idéer til, hvilke aktiviteter der skal foregå i og nær omdrejningspunktet. Installationerne flyttes rundt på forskellige villaveje, vaskekældre og andre steder i Rundhøj, mens postkort uddeles til beboere nær installationen. De lokales idéer bliver løbende taget op til overvejelse i Omdrejninsgspunktet, hvilket blandt andet har resulteret i en ugentlig lektiecafé.

Digital Bydel hjælper således med at inkludere og engagere de lokale via fysiske og digitale teknologi.

 

Følg udviklingen på www.facebook.com/Omdrejningspunkt/